En kagerulle er ikke bare en kagerulle

Fotos: Bagerimuseet og Orebo Træindustri

kagerulle1

Historier om en genstand.
På Skovsgaard Bagerimuseum har vi en stor samling af kageruller. Kagerullerne varierer i længde, bredde og materiale som de er lavet af. Således er der i samlingen ruller af porcelæn, silikone og plastic, men de fleste kageruller er lavet af træ. En kagerulle som genstand hentyder til bestemte aktiviteter i køkkenet/bageriet; det er jo ikke til rugbrøds- og æbleskivebagning der fordrer en kagerulle, men ofte finere bagværk som småkager, kiks og udrulning af marcipan eller fx strudeldej.

Valser til nudler?
På tysk kaldes en kagerulle for en “nudelholz”, altså et nudeltræ. Ordet referer til produktion af nudler/ pasta. I Danmark blev der i 1600-1700-tallet, med inspiration fra udenlandske køkkener, lavet nogle former for nudler, men udelukkende i meget fine og velhavende køkkener. Såkaldte “almindelige” mennesker har ikke spist nudler/pasta før sidste halvdel af 1800-tallet, og mange først i løbet af 1900-tallet. I Danmark må vi derfor primært knytte kagerullen til arbejde med marcipan, brød og kager.

kageruller_3

Bagere og kageruller
Det runde træ, som kagerullen også blev kaldt, fik i sidste halvdel af 1800-tallet en jernstang monteret gennem et hul i midten af rullen.

Nordisk Bager- og Konditorleksikon fra 1949 har ikke ordet kagerulle med, men i stedet ord som rullepind og rulletræ. Ifølge lesikaet er en rullepind 30-80 cm lang og 3 cm tynd, og et rulletræ er 10-15 cm tyk og 30-40 cm lang bøgetræsrundstok forsynet med håndtag.
Mange bagere i dag bruger stadig ordet rulletræ, om det vi andre kalder for en kagerulle.

Især småkager og kiks har været del af den daglige produktion i landets bagerier. I de finere konditorier (og køkkener) har marcipanarbejder været del af arbejdet i flere hundrede år. I løbet af 1900-tallet bliver arbejdet med marcipan en del af bagerens arbejde, hvor det tidligere var forbeholdt konditorer og kokke. Det er først i første halvdel af 1900-tallet, at det store skel mellem bager- og konditorvarer bliver mere flydende, før da, bagte en bager brød og en konditor producerede kager.

Blandt kagerullerne/rulletræerne på museet er også særlige ruller til at prikke kiks og eller knækbrød med (kagerulle med pigge) og andre til at lave mønstre i kiksene – fx småtern eller figurer med fugle og blomster. Kageruller med riller er primært blevet anvendt til arbejdet med marcipan.

kageruller_2

Gale damer med kageruller
I dag er bageren, konditoren og pizzabageren hyppige brugere af kagerullen. I kraft af at der ikke bliver bagt så meget i hjemmene, bliver kagerullerne ikke brugt lige så flittigt som tidligere.
Kagerullen er i mange år blevet brugt som udtryk for den forsmåede og vrede husmoder, der slår efter sin mand med netop en kagerulle. Tænk blot på tegneserier som Anders And eller Asterix, hvor kagerullen anvendes som symbol på og karikatur af den gale kvinde.

Kageruller i nyproduktion
Den traditionelle kagerulle af bøgetræ produceres ikke langt fra Skovsgaard Bagerimuseum i Orebo nord for Sorø. Som den eneste producent af kageruller i Danmark p.t. produceres her 80-100.000 kageruller årligt. Omkring 8000 af disse kageruller sælges i Danmark, resten eksporters til Sverige, Tyskland, Holland, England, USA, Canada og Australien.

Du kan se mere om Orebo på http://www.orebo.dk/kageruller.html

kageruller_1

 

Reklamer
Åbningstider
Aktuelle åbningsdage / bagedage
Se nærmere her >>
Find vej
Kontakt
Fladholtevej 6, Esholte
4200 Slagelse
Tlf.: (+45) 5784 9414 / 5784 9383
Mail: bageri.museum@mail.tele.dk