Høve Bageri

Georg Hansen forhenværende bagermester, Høve Bageri
Fra Korsør Posten / Skælskør Avis marts 2010

hoeve_bageri1
Lejligheden i Gammelgade bærer præg af bageriet i Høve, hvor flere malerier fortæller om familiens mølle og bageri. Foto: Henrik Falch

Det er ikke alle 90-årige, der står for at bage 300 stykker kransekagekonfekt til sin fødselsdag, men for tidligere bagermester Georg Hansen, der fyldte 90 sidste mandag, er det bare en naturlig ting.

Georg Hansen har da også været bagermester i Høve i 28 år, så det var ikke svært at følge opskriften og få konfekten perfekt.
Selvom ha er opvokset i bageriet i Høve, var det slet ikke meningen, at han skulle overtage mølle og ovne efter sin far.

– Jeg gik i lære som mekaniker, men stoppede tre måneder før jeg blev udlært, fordi krigen gjorde, at der ikke var biler at reparere, så skred jeg, fortæller Georg Hansen, mens han sidder ved køkkenbordet i sin lejlighed på Gammelgade i Skælskør.
Han blev dog i noget, der havde med biler at gøre, for de næste godt fire år arbejdede han for Falck.
Derefter fik han tørret olien af hænderne, og sad fra 1947 til 1957 som bogholder hos Labofa i Skælskør.

– Egentlig var det meningen, at min broder skulle have overtaget bageriet, men han havde det godt med sit eget bageri i Snesere, så jeg tog min anden broder Bent Hansen med hjem for at overtage bageriet den gang, forklarer Georg Hansen.

– På et tidspunkt havde vi tre biler, der kørte ud med brød til kunder. Vi leverede mest til brugsforeningerne, forklarer han.
I Høve er der ikke mange strøgkunder, og derfor holdt bageriet lukket om søndagen.

– Vi har prøvet at holde åbent søndag, men når man står op klokken halv et, og kører ud med brød til sent om aftenen, så er der ikke meget sjovt ved at skulle stå i butikken hele søndagen, lyder det med et skævt smil fra bagermesteren.
Han fortæller også, at det lille hus, der ligger ved siden af det tidligere bageri i Høve, er bygget af mursten fra den gamle vindmølle, der tidligere malede melet til bageriet.

hoeve_bageri2
Bageriet i Høve

11 år med julens glæde
Georg Hansen valgte at lade sig pensionere fra bagergerningen i 1985, men han kunne ikke bare sætte sig med hænderne i skødet.

– Jeg begyndte i 1990 med at gå ud for at hente penge ind for Julens Glæde. Det var en hyggelig tid, husker han. Inden han i 2000 stoppede med at køre rundt for at hente småmønter hver uge hos private kunder og i virksomheder, havde han mange sjove oplevelser.

– Der var flere steder, hvor jeg vidste, hvor nøglen lå, så jeg kunne gå ind og hente pengene. En gang lå der en seddel på køkkenbordet, hvor der stod: “Jeg kommer sent hjem i dag, kan du lufte hunden?”. Så gik jeg en tur med hendes hund, siger Georg Hansen, der glæder sig over den tillid, der blev vist ham.
Julens Glæde gik ud på, at der blev samlet småbeløb ind i løbet af året. Pengene blev sat ind på en konto, og beløbene blev noteret i medlemmets navn.
I god tid før jul fik man så udbetalt årets bidrag, som et ekstra tilskud til julens mange udgifter.

 

2222 brunkager

2000 gram margarine
2000 gram melis
1000 gram sirup
Det smeltes sammen

4000 gram mel
100 gram kanel
30 gram stødt nellike
Det sigtes sammen

60 gram potaske
500 gram orangeterninger (syltet appelsinskal)

Det hele røres sammen og rulles sammen i pølser, der skæres i tynde skiver. Kagerne bages ved 225 grader – som Georg Hansen siger – til de er færdige.

 

 

Reklamer
Åbningstider
Aktuelle åbningsdage / bagedage
Se nærmere her >>
Find vej
Kontakt
Fladholtevej 6, Esholte
4200 Slagelse
Tlf.: (+45) 5784 9414 / 5784 9383
Mail: bageri.museum@mail.tele.dk